For et par uger siden vendte jeg tilbage fra Hollands hovedstad Amsterdam. Det var en kortere rejse på et par dag, og selvom jeg normalt ikke begiver mig af sted for mindre end en uge, så var billetterne billige og jeg havde ingen planer mellem jul og nytår – så hvorfor ikke.
Jeg var af sted med en af drengene fra USA-turen. Vi savnede nok begge at være væk hjemmefra, så vi tog bookede fly og hotel sammen og drog på endnu et eventyr sammen.
Det er ikke min første gang i Amsterdam – faktisk har jeg været her 3-4 gange tidligere – så denne gang skulle der ske noget nyt. Ikke noget Anne Frank, ikke noget Van Gogh og bestemt ikke noget med coffeeshops denne gang. Så jeg lavede mine lektier online, og fandt frem til et helt særligt sted, som der formentlig ikke er mange der kender, og endnu mindre som rent faktisk har besøgt det.
Jeg frygter lidt, at jeg kommer til at lyde som en klam type nu, men pyt – here goes!
Da vi havde pakket ud på hotelværelset fik vi fat i en taxa og blev efterfølgende kørt ud til et mindre ”værksted” lidt udenfor byen. Et værksted hvor de laver dukker. Ikke dukker til børn, men voksne. Primært voksne mænd. Ensomme voksne mænd, forestiller jeg mig, men jeg vil ikke være alt for fordømmende. Hvis du ikke har regnet den ud endnu, så producerer de sexdukker på det lille værksted, som egentlig ikke var så lille igen. Der var i hvert fald 10-15 mand på arbejde da vi besøgte stedet, og alle var de travlt beskæftigede med forskellige processer i skabelsen af de her sexdukker.
En mand stod for at trække den skræmmende realistiske hud udover ”skelettet” på en af dukkerne, inden han sendte den videre til en kvinde der monterede hår på hovedet. Der var sågar en middelaldrene dame hvis job var at pudre næse, smøre læbestift og putte mascara på de livagtige dukkekvinder. Det var ærligt talt en lidt surrealistisk oplevelse. Det var som at stå og være vidne til en moderne fortolkning af Frankensteins monster – de stod jo nærmest og skabte mennesker – men til forskel fra førnævnte monster, så var det de skabte rent faktisk værd at kigge på. Jeg siger ikke, at jeg kunne se mig selv sammen med en sexdukke, men jeg tror godt jeg kan forstå, hvis der er nogen der kunne. Der var bestemt noget attraktivt og tillokkende over dukkerne.
Anyway – vi blev vist rundt, fik kastet lidt tal i hovedet; omsætning, antal ansatte, produktionspris – alt sådan noget. Jeg husker ikke rigtigt noget af det, for mine tanker kunne ikke holdes tilbage. De var nødt til at vandre ud i horisonten, ud i fremtiden hvor vi formentlig kommer til at se meget mere af den slags. Om det er godt eller skidt for menneskeheden, det må tiden vise. Jeg er i hvert fald taknemmelig for at have været vidne til de spæde og begyndende spadestik.